Tid til at være sammen
Tid er en handelsvare i høj kurs, og vi har brug for meget tid for at få det hele til at hænge sammen.
Dette er den fjerde og sidste artikel om afgrænsede områder, hvor I nemt og effektivt kan skabe forandringer i forholdet og lære måder at have det godt sammen på.
Mange har lang transport til og fra arbejde, og institutioner og skoler ligger ikke i baghaven. Børn skal hentes og bringes fra fritidsaktiviteter og venner; mange steder er der behov for at arbejde over, og herudover skal man også passe egne fritidsinteresser og dyrke motion, besøge og pleje venner og familie, og der skal jo også være tid til at slappe af og lade op.
Når man beder et almindeligt dansk par med børn og job om at lave et såkaldt tidsur, viser det sig med skræmmende tydelighed, at den tid, der er tilovers til at pleje parforholdet, er meget begrænset.
Som tommelfingerregel siger man, at der er halvanden time i døgnet til rådighed til ”partid”, og meget af den tid bruges på at tale praktisk, diskutere, skændes, se tv eller slappe af.
Mange fraskilte par siger, at de ville ønske, at de havde brugt mere tid sammen, og at de havde prioriteret kvalitetstid i parforholdet, for så kunne de måske have undgået at ende der, hvor de rent faktisk endte.
Planlægning
I bund og grund handler det om at blive bevidst om, hvad man bruger sin tid til, så man kan bruge den så godt som muligt.
Når jeg taler om partid, så mener jeg både den nære tid i hverdagen, hvor man bruger lidt tid sammen, og den tid, vi bruger på oplevelser, leg, sjov, rejser, udvikling, fordybelse - de ting, som skaber fundamentet for den fremtid, vi har sammen, og som danner ramme for, hvor vi skal hen, og hvad vores mål er med hinanden og vores forhold.
Hvis ikke vi planlægger tid til at pleje forholdet, så ender det desværre alt for ofte med at være den tid, der er tilovers, der bruges på partneren - der, hvor man er lidt træt og uoplagt og muligvis lidt irriteret, og hvor man i virkeligheden har mere brug for at være sig selv og lade op. Det er ikke særlig heldigt for parforholdet.
Under en session lyste en af mine kvindelige klienter op i et stort smil og udbrød:
»Nu har jeg det! Jeg vil lave en tidsplan, hvor jeg starter med at udfylde, hvor meget tid jeg vil have sammen med min mand og mine børn, og så må jeg se, hvad jeg kan fylde på af opgaver og gøremål, for i mit liv skal min familie og mine relationer være det vigtigste. Jeg gider ikke længere at være sådan en, der kun bruger den tid, der er tilovers, på det, der i virkeligheden er vigtigst for mig.«
Det lærte mig meget om, hvordan man med fordel kan anskue sit liv og sine prioriteter.
Fælles tidsinddeling
Sammen skal I finde ud af, hvordan jeres tidsur skal se ud.
Start med at lave en cirkel for hver af jer - og inddel den i lagkager, som repræsenterer den tid, I på en uge bruger på: arbejde, sove, fritid, familie, venner, sport, sex, børn, partner, opgaver osv.
Typisk vil 1/3 være arbejde, 1/3 sove/hvile, og der er altså 1/3 til alt det andet.
Lav et nyt tidsur over den sidste tredjedel og fyld den ud med venner, børn, opgaver, hjemmet, sport, familie, fritid, fester, alenetid, partid osv.
Brug lidt tid til at se på den og diskuter, om I er tilfredse.
Lav en ny cirkel, som ser ud, som I kunne ønske den.
For mange vil ”opgaver, daglige gøremål og pligter” fylde meget, og der er naturligvis ting, der skal laves for at få et liv og en hverdag til at hænge sammen. Dog er der mange ting, der kan ændres; f.eks kan man ansætte en rengøringshjælp eller handle sammen en gang om ugen i stedet for hver dag, ordne vasketøj sammen og få snakket og hygget, mens I er fælles om det.
Tag væk uden børn
Herudover skal I lave en plan over, hvor meget tid I vil investere i at pleje og udvikle forholdet.
Tag mindst to gange om året væk på en enkelt overnatning uden børn. Dyrk hinanden. Snak, grin, udforsk, dyrk sex, leg, oplev, byg på jeres fundament og lær nyt om hinanden.
Planlæg, at I en gang pr. måned bruger et par timer en eftermiddag eller aften på hinanden uden underholdning, tv, børn, venner eller opgaver. Tag en tur i skoven, gå en tur, tag på cafe, del en flaske rødvin hjemme, læg jer i sengen og lad dagen tage jer.
Find oplevelser eller fritidsinteresser, som I kan dyrke sammen, så I også henter inspiration i fællesskab, og sørg for, at der er lagt familiedage ind i kalenderen, hvor I alle er sammen og dyrker familiesammenholdet.
Det er en udfordring at lave om på vaner og mønstre og den måde, man bruger sin tid på, og nogle har slet ikke lyst til at bruge så meget tid sammen med partneren, fordi man måske har glemt at glædes og grine og more sig sammen. Er det tilfældet, skal I virkelig til at se på, hvad det er, I gerne vil bygge jeres liv sammen på, ellers får det konsekvenser i fremtiden.
Ved at synliggøre den måde, I bruger tiden på, vil I tage stilling til indholdet i jeres liv. I bliver opmærksomme på, om der er ting, I bare gør uden at tænke over det, og om hverdagen er blevet for stor en del af jeres liv.
I får muligheden for at højne kvaliteten af jeres samliv - den tid, I bruger sammen og hver for sig på jeres familie og parforhold.
I investerer i noget af det vigtigste, I har - jer selv, hinanden og kærligheden.