Hvor kan du aktuelt møde Rikke T?

Læs nyheder

Seksuelt ønske om en ekstra kvinde

Jeg har gået og tænkt på, om jeg mon er syg. Jeg er en mand på 43 år. Jeg er gift med en dejlig pige på 29 år, og vi har to dejlige piger sammen på tre og fem år, og vi har det alle godt.

Min kone og jeg har et godt sexliv. Vi har regelmæssig sex fire-fem gange om ugen. Ikke på faste tidspunkter, men som vi nu har lyst og mulighed for. Selv om jeg har det godt, så ønsker jeg mig en dejlige pige mere i vores forhold - en der kan give det en ny dimission seksuelt.

Jeg synes, tanken om at være tre kunne være noget for os. Jeg har talt med min kone om det, og hun synes, at det er mærkeligt, at jeg kunne tænke mig, at vi skulle være tre fast, selv om vi flere gange har haft en pige på besøg en uge i ferien, hvor vi er i udlandet, og hvor vi har elsket alle tre og haft det godt med det.

Jeg har også været sammen med en anden kvinde, uden at min kone ved det, og indimellem får jeg det, som om jeg ikke kan lade være, og jeg bliver draget af kvinder. Det er, som om jeg er ude af kontrol, og det gør mig bange.

Tror du, at jeg er syg, og hvad synes du, at jeg skal gøre ved mit ønske om, at vi finder en ekstra kvinde.

Mange hilsner H

Svar:

Kære H.

Om du er syg ved jeg ikke, men det virker, som om du er lidt forkælet.

Du har en dejlig kone og et godt forhold. I dyrker sex, langt over hvad gennemsnittet gør, og du får oven i købet mulighed for at udleve dine seksuelle fantasier i din ferie, hvor I har en tredjepart med i jeres sexliv.

Jeg synes, at du burde forgude den jord, som din kvinde går på, og hver dag fortælle hende, hvor glad og taknemmelig du er over, at hun er i dit liv, og over, at I har så skønt et forhold. Det er muligt, at der er problemer i jeres samliv, som du ikke beskriver, og derfor kan jeg jo kun forholde mig til det, som du beskriver, men jeg synes oprigtigt, at du skal betragte det som en gave, at du har en kvinde, som er med på at give ekstra krydderi til jeres sexliv på ferien, og jeg forstår fuldt ud, at hun synes, at det er mærkeligt, at du gerne vil gøre det til en fast bestanddel af jeres forhold.


Risiko for skader
For det første består et godt forhold af mange andre faktorer end et godt sexliv. Der er værdier som tryghed, tillid og accept, og ved at du overskrider din kones grænser og ikke accepterer, at hun gerne vil være tosom i jeres hverdagsliv, er der risiko for, at du også gør skade på forholdet.

Det er vigtigt for mange, at hjemmet er en tryg base, hvor man kan hente energi og have et følelsesmæssigt fællesskab, og ved at du foreslår din kone at få en fast tredje person i form af en kvinde ind i jeres forhold, kan true din kones rammer, familieliv og jeres fællesskab.

Har du overvejet, hvad hun kan føle ved, at du foreslår noget sådan. Kunne du forestille dig, hvad du ville tænke og føle, hvis hun kom med et modforslag om en fast tredje mand. Ville du dele dit liv og din kone og evt. dine børn med en tredje mand og acceptere, at hun begærede ham og måske også åbnede sig følelsesmæssigt over for ham.

Parforholdet er noget særligt, som man skal værne om og behandle med respekt , og det synes jeg ikke, at du gør. Herudover har du været din kone utro. Jeg synes, at du skal tænke over, hvilke konsekvenser det vil have, hvis du bliver afsløret? Tænk over, hvad det giver dig at være utro. Sætter du dit ægteskab og dit familie- liv på spil for en kort fornøjelse?

Men umiddelbart synes jeg, at du skal til at værdsætte alt det gode, som du har, og nyde feriens ekstra krydderi og så ellers overveje perspektivet og konsekvenserne i stedet for at søge et øjebliks spænding og nydelse uden for forholdet og dermed sætte det hele på spil.

De bedste ønsker om en god sommer

Rikke.

Kontakt: mail@rikkethuesen.dk eller mobil 20 19 40 96 / 26 50 13 00
Design & Foto: Boost Company