Hvor kan du aktuelt møde Rikke T?

Læs nyheder

Ny partner med på noget ”anderledes”

Kære Rikke! Jeg har mødt en mand på internettet, og vi har været ude nogle gange for at drikke kaffe og spise middag sammen.

Det var rart og interessant, og jeg kan bestemt mærke, at der er kemi mellem os, men jeg ved ikke rigtig, hvordan og hvornår vi skal komme videre til næste skridt - at blive intime sammen.

Jeg tror, han er ligeså interesseret i mig, som jeg i ham, men vi er begge over 50 år og nye på det såkaldte kærestemarked, og jeg har heller ikke lyst til at indlede et seksuelt forhold, hvis det ikke skal blive mere end det.

Jeg vil gerne være i et forhold, og jeg er ikke meget for tilfældige bekendtskaber.

Der er også en anden ting: Jeg har nogle seksuelle præferencer; nogle vil nok kalde det en fetich, og det er afgørende for mig, at min partner vil lege med, for ellers tror jeg ikke, forholdet vil holde.

Jeg vil gerne vide, hvornår du mener, at det er o.k. at blive intim, og om der er nogle regler eller noget, man skal være opmærksom på? Og så også, hvordan man præsenterer en seksuel fetich for en kommende partner.

Venlig hilsen Gerda

SVAR:

Kære Gerda!

Tillykke med, at du har fundet en mand, du har kemi med, og som du overvejer et intimt forhold til. Jeg kan godt forstå dine tanker og overvejelser, for der er mange, der blot er ude efter sex eller et løst seksuelt forhold og ikke et fast kæresteforhold, og er man selv ude for at finde et fast forhold, så synes jeg, det er meget godt at se tiden an og tage det roligt. På den anden side er intimitet og seksualitet væsentligt i et parforhold, og for mange er det vigtigt, at man fungerer sammen seksuelt, og derfor skal man måske heller ikke vente for længe.

I princippet synes jeg, at man skal vente til efter mindst tre længerevarende møder, før man går i seng med hinanden - gerne længere. Mange har så travlt med at komme i seng med hinanden, at de glemmer at nyde magien ved at være sammen og den tid, hvor et tungekys kan få en til at svime.


Fælles hensigter?
Forventningens glæde er stor, så hvorfor ikke nyde det lidt. Mange fortryder, at de gik i gang for tidligt, eller at det blev lidt forhastet og hurtigt, og der er også nogle, der oplever, at manden mister interessen, når de først har haft sex, og det er da en ærgerlig måde at skille fårene fra bukkene på.

Når man flytter forholdet fra dating og flirt og bliver intim, forandres karakteren af forholdet, og det er ret væsentligt, at begge er interesserede i at gøre forholdet intimt, så det er den første forudsætning at finde ud af, om han har den samme hensigt som dig.

Er I så fortrolige, at I kan tale om, hvad I søger? Om det er venskab, en kæreste, graden af engagement, måske endda en ny ægtefælde.

Kan I tale om intimitet, og er han åben for at tale om det, eller bliver han forlegen, hvis du bringer det på bane?

Den seksuelle historie er måske også interessant. Jeg mener ikke, man skal fortælle, med hvem eller hvor mange man har haft sex med, men specielt hvis man har en seksuel præference, er det oplagt at tage en snak om seksuelle lyster.

Du behøver ikke fortælle ham om din fetich den første aften, I er sammen. Det er svært at komme med et konkret råd, når jeg ikke ved, hvad den indebærer, men under alle omstændigheder er det nok en idé at finde ud af, om I passer sammen seksuelt først - for ellers er der måske slet ikke grund til at involvere ham, hvis du synes, det er svært at tale om.

På den anden side kan det være vigtigt at sige det. Hvis det er så stor del af din seksualitet, at han må være en del af legen, er det vigtigt, at han ved, hvad han går ind til, så han kan sige fra eller til.


Fortæl uden øjenkontakt
Det kan være akavet at sidde over for hinanden og åbne sig så meget, så jeg vil foreslå, at I går en tur i skoven eller ved vandet, og at du så åbner for posen der. Så behøver I ikke have øjenkontakt, og hvis det er grænseoverskridende for ham, giver du ham mulighed for at kigge på noget andet og tid til at tænke, før han svarer.

Hvis du er nervøs over at fortælle det, så øv dig inden, evt. med en ven, hvis du har en, du kan dele det med; på den måde bliver du mere klar og ved, hvad du vil sige.

Spørg dig selv, hvad det værste, der kan ske, er, og test, om det er sandsynligt, at det værste vil ske. Ofte er vores fantasi noget mere grusom end virkeligheden. Spørg også dig selv, hvad du kan gøre for at undgå, at det værste sker.

Tænk på, hvad der mon i virkeligheden vil ske, og hvor galt det vil være, hvis han ender med at takke nej og ikke ønsker at møde dig mere. Så er der nok en anden derude, der er lige noget for dig.

Held og lykke

Rikke

Kontakt: mail@rikkethuesen.dk eller mobil 20 19 40 96 / 26 50 13 00
Design & Foto: Boost Company