Hvor kan du aktuelt møde Rikke T?

Læs nyheder

Min mands ekskone gør mig nervøs

Kære Rikke. Jeg har været sammen med min mand i tre et halvt år.

Han har to børn på 10 og 6 år. Jeg er træt af min angst for at skulle være sammen med min mands ekskone i forbindelse med børnearrangementer, julen eller skolen. Når der skal være et arrangement, bliver jeg nervøs eller irriteret over ingenting. I begyndelsen af vores forhold var hun meget krævende over for min mand. Min mand er meget konfliktsky og tror, at ekskonen gør det rigtige, når hun ringer og beder ham om en tjeneste eller om at ordne noget, men jeg føler, at han alt for ofte sætter hendes krav først og glemmer sin egen familie. Har du nogle gode råd til, hvordan jeg kommer gennem julen?

Hilsen en kvinde

SVAR:

Kære Kvinde

Der er mange konflikter forbundet med skilsmissefamilier, og jeg hører ofte kvinder beklage sig over, at deres mand ligger under for børnenes mor, og at han gør alt, hvad hun beder om, og at den nye kvinder føler, at ekskonen fylder for meget. Ofte bliver krav og tjenester dækket ind under, at det er for børnenes skyld - og desværre har man jo alt for mange gange hørt, at uoverensstemmelser mellem moderen og faderen er endt med, at faderen mister tid og indflydelse ift. børnene. Derfor forstår man jo godt, de stakkels fædre, der er fanget mellem den nye kone, ekskonen og det, at de gerne vil have så meget at gøre med deres børn som muligt.

Først og fremmest skal du fortælle din mand, hvordan du har det med ekskonen, og hvad det betyder for dig. Undgå at få det til at lyde som en kritik af ham, eller at det bliver lagt over til ham, hvordan problemet kan løses.

Sig til ham, at du er angst og utryg, når I er sammen, og forsøg at komme med eksempler eller situationer, hvor det gør sig gældende. Så han kan forholde sig til noget konkret.

Fortæl ham, hvad der kunne gøre, at du fik det bedre, og hvad han kunne gøre for at hjælpe dig med at få det bedre og ikke være angst, når I er sammen.

På den måde gør du ham i højere grad til helten, der hjælper dig, end skurken, der gør noget forkert. Forstå også, at det ikke er sikkert, at han opfatter det på samme måde som dig, og accepter, at han ikke skal forstå dig, men blot anerkende, at det er sådan, at du føler.


Et fjollet trick
Herudover er der en anden, måske lidt fjollet teknik, som jeg engang lærte af en ven. Det er en teknik, som jeg af og til bruger, når jeg står over for mennesker, der gør mig utryg eller ved siden af mig selv. Forestil dig, at personen sidder på toilettet, eller lige er blevet vækket og er kommet for tidligt ud af sengen. Det handler om at have et kikset billede af personen på nethinden. Det kan gøre dem mindre skræmmende og få dig til at smile lidt indeni. Hvordan kan man være bange for en morgengrim person, der sidder med bukserne nede om hælene?

Herudover kan du prøve at ændre lidt på dine tanker, for når angsten kommer snigende, kommer de dumme tanker lige efter. I stedet for de tanker, der gør det hele værre, så skriv 10 nye tankesæt ned, som du kan bruge, når angsten kommer.

Find ud af, hvad der virker bedst og mest beroligende for dig. Det kunne f.eks. være: Det er jo bare en aften, eller jeg ved, at jeg er en sød og rummelig og skøn person, og jeg kan sagtens være sammen med hende.

Når man ændrer på sine tanker, påvirker det følelser og adfærd og kroppens reaktion, og man får det bedre.

Og så skulle I måske få jer en generel snak om, hvordan I klarer hverdagens kontakt med børnenes mor, så alle parter kan føle sig trygge og tilpasse i den nye familie.

Med ønsker om en skøn og dejlig jul og gode møder og sammenkomster også i det nye år.

KH Rikke

Kontakt: mail@rikkethuesen.dk eller mobil 20 19 40 96 / 26 50 13 00
Design & Foto: Boost Company