Hvor kan du aktuelt møde Rikke T?

Læs nyheder

Min mand tager ikke parterapien alvorligt

Min mand og jeg har været i parterapi nogle gange og har gennem et stykke tid arbejdet på at forbedre vores parforhold.

Der sker også forbedringer, men vi falder tilbage til de dårlige vaner efter kort tid, og jeg synes ikke, at han arbejder nok med de opgaver, som vi har fået, men sløser eller springer helt over.Jeg forsøger at lave om på de ting, som han synes er irriterende, men han laver ikke de store forandringer, og så må jeg indrømme, at jeg begynder at brokke mig over, at han ikke gør noget, og så begynder skænderierne.

Det virker nogle gange, som om han mener, at det er mig, der skal forandre mig, og så ville vores forhold blive godt igen, men jeg synes ikke, at det hele skal ligge på mine skuldre. Hvad kan jeg gøre for at få ham til at forstå, at hvis ikke han deltager mere aktivt, så orker jeg det snart ikke længere?

Mange hilsner

Kirsten H

SVAR:

Kære Kirsten H

»Hvis bare du ville forandre dig og stoppe med dit og dat eller forbedre dig, så ville vi slet ikke have så mange problemer«. Det er desværre noget, som jeg alt for ofte hører fra par, der kommer i terapi, og med den indstilling er det svært, måske endda umuligt, at redde et forhold, der er på vej mod forlis. Det er nemlig begges ansvar at tage vare på det forhold, som man lever i, og begge må søge at lave justeringer, der kommer forholdet til gode.

Men vi graver os ned i skyttegrave og skyder med skarpt og nægter at ændre eller se på vores egen dårlige adfærd, før den anden melder ud. Og hvis begge venter på, at partneren kommer på banen, kommer man aldrig i gang: Parforholdet er taberen, og ingen af de to parter står tilbage som vindere.


Begge har ansvar
Hvis nu begge parter beslutter sig for at tage ansvar for de krydderier, som de smider i parforholdets suppe, og forholder sig til, om det gør suppen sød, bitter, sur eller direkte uspiselig og ydermere lytter til, hvad partnerens ønsker om forandringer er, så er vejen til en god relation meget mere direkte og hurtigere at gå til.

Herudover kan man se på den måde, som man vælger at reagere på, når partneren falder i og kommer til at gentage en uhensigtsmæssig handling eller begå en fejl, som vedkommende har lovet at forandre. Farer man op og fnysende giver igen af samme skuffe - og dermed optrapper eller forværrer situationen - eller er man overbærende og påpeger venligt, at der vist lige er et punkt, der kræver ekstra opmærksomhed, og på den måde standser en konflikt, så tager man virkelig ansvar for forholdet og for at lave positive forandringer.


Meld klart ud
Det kan se ud, som om din mand enten ikke har forstået, hvad hans bidrag er, eller som om han ikke er motiveret. Måske kan han ikke se, hvad hans forandrede adfærd vil have af positive konsekvenser for jeres forhold, og da det er svært at ændre vaner - specielt hvis man ikke selv synes, at der er noget galt med det, som man gør - er det ekstra vigtigt at forstå, hvad man får ud af det, og hvad man arbejder henimod.

Fortæl ham direkte og åbent, hvad det gør ved dig, når han ikke løser opgaverne som aftalt, og hvad det ville betyde, hvis han gjorde. Sørg for, at han forstår, hvor vigtigt det er for dig og for jeres forhold, og undgå at kritisere eller bebrejde ham, da det sænker lysten til at lytte og forstå.

Hold bolden på egen banehalvdel - men gør det klart, at du virkelig har brug for at mærke hans engagement og indsats, for at du også skal bevare din motivation og arbejdslyst.

Husk også at være opmærksom på, at det tager tid at forandre. I har garanteret brugt mange år på at leve med de dårlige mønstre og på at belaste forholdet, og det kan ikke forandres på en nat. Det tager tid og kræfter, og det er der desværre mange, som ikke tager med i deres betragtninger, når de vælger at gå til parterapi. I skal tale om, hvor lang tid I hver især forventer, at det tager at forbedre jeres forhold, og om det er realistisk, eller om I skal have finjusteret forventningerne. God arbejdslyst.

Kærlig hilsen Rikke

Kontakt: mail@rikkethuesen.dk eller mobil 20 19 40 96 / 26 50 13 00
Design & Foto: Boost Company