Min kæreste kan ikke li', at jeg danseflirter
Jeg har et problem i forbindelse med at flirte og samtidig være i et parforhold. Jeg ved, at du har lavet noget om flirt og parforhold, og jeg håber, at du kan hjælpe mig med et råd, da jeg er meget splittet.
Jeg er en glad, udadvendt og meget trofast pige, og jeg har en skøn og dejlig kæreste, som jeg elsker, og som jeg er fuldstændig trofast over for. Vi har talt om at være sammen med andre, da vi lærte hinanden at kende, og vi er enige om, at vi kun dyrker sex med hinanden. Vi har dog en lille konflikt, når vi er ude sammen. Jeg har altid været meget udadvendt og glad for at danse og snakke med folk, og når jeg går ud, bliver jeg ladet op af andre mennesker. Det er, som om jeg får en masse af deres energi ved at have det sjovt sammen med dem, og det gør mig i godt humør langt tid efter. Men min kæreste bliver til tider ked af det og også lidt sur, fordi han mener, at jeg går lidt over grænsen. Han siger, at han godt ved, at jeg ikke kunne finde på at være sammen med nogen, men alligevel går det ham lidt på, når han ser mig have det sjovt og danse løs. Jeg danser meget, når vi er ude og gerne med fuld power med både med mænd og piger. Når jeg møder en, der er god til at danse, giver jeg alt, hvad jeg har, og jeg ved godt, at det kan virke udfordrende, men jeg lægger aldrig skjul på, at det kun er dans, som jeg er ude efter.
Jeg har overvejet ganske enkelt at lade være med at danse, når vi går ud sammen, men jeg synes også, at det vil fjerne noget af mig selv, og det er jeg heller ikke glad for. Jeg vil bare gerne kunne gå ud med min skønne kæreste, danse, grine og have det sjovt og så gå glad hjem sammen med ham, uden at jeg undervejs skal være opmærksom på, om jeg nu sårer ham.
Hvordan kan jeg få ham til at have det godt og samtidig få lov til at danseflirte?
Kh
Pernille
SVAR:
Kære Pernille
Du har helt ret i, at jeg er stor fortaler for det at flirte - eller sprede energi og glæde til andre - altså den flirt, der ikke handler om sex eller scor, men som i sin enkelthed handler om at anerkende hinanden, være opmærksomme og give hinanden smil og godt humør, for det er vi ofte lidt nærige med. Dansen er også et område, hvor man kan få og give energi, og jeg forstår godt, at du får så meget ud af det, for dans er jo også en måde at give slip på hverdagens tanker og strabadser, at lege sammen, at mærke kroppen og få ny energi. Dansen får blodet til at bruse og boble, og når man møder en, der er sjov og god at danse med, er det svært at holde op.
Og du skal da bestemt heller ikke lave om på dig selv og fjerne eller forandre noget, der er så basalt og vigtigt for dig. For det første er det nok umuligt, hvis det er så grundlæggende vigtigt for dig, og du får så meget ud af dansen. For det andet vil det sikkert gøre dig trist og ked af det, og så er du jo ikke nogen fornøjelse at tage med i byen.
Brug for at snakke
Det er dejligt, at I allerede har talt om vigtige elementer i jeres forhold, og godt, at din kæreste ikke er bange for, at du skal være sammen med andre, men det er nok på sin plads at få en snak mere.
For selvfølgelig skal din kæreste også have det godt med, at du giver dig hen på dansegulvet, og han skal kunne nyde, at hans kvinde danser og har det sjovt.
For det første synes jeg, at du skal fortælle ham, hvad dansen betyder for dig. Sig til ham, at du lader op, bliver glad, føler dig fri og energisk osv., når du danser. Gør dit udbytte synligt for ham, så han forstår, hvad du får ud af det.
Fortæl ham også, at han kan regne 100 pct. med dig, og at det aldrig handler om at være seksuelt tiltrukket, når du danser med andre mænd. Gør ham også opmærksom på, at du også danser med piger.
Spørg ham, hvad du kan gøre for ham, så han ikke får den følelse, og om der er noget, som du kan gøre før festerne, mens I er der, eller evt. efter en dampende dans. Måske har han bare brug for, at du kommer og kysser ham og viser, at han er den mest betydningsfulde. Dans også med ham, og hvis han ikke er superdanser, så lær ham det. Giv ham det samme, som du giver de andre, og lad ham mærke den energi, som du selv oplever. Så forstår han det måske. Og vis ham din kærlighed, inden I skal til fest. Så er han fyldt op med kærlighed og kan mærke, at du elsker ham. Det er dejligt, at du tager ansvar for din andel i jeres forhold, og at du er villig til at lave forandringer, så jeres forhold får det endnu bedre.
God dans.
Kh Rikke