Hvor kan du aktuelt møde Rikke T?

Læs nyheder

Min kæreste får ikke orgasme

Min kæreste og jeg har et problem, som vi gerne vil have løst.

Vi har været sammen i lidt over et år, og jeg/vi har problemer med at få hende til at få orgasme. Det er kun sket 5-10 gange, og det har oftest været med porno involveret.

Hun har generelt ikke haft problemer med at få orgasme med tidligere partnere, og derfor har jeg selvfølgelig en følelse af, at jeg er problemet. Der er ingen problemer, når vi bruger hendes dildo, eller når hun rører ved sig selv, når vi er sammen, men jeg vil gerne have, at det er mig, der får hende til at komme. Det koster lidt på selvtillidskontoen, når hun skal bruge hjælpemidler til at komme.

Vi har i øvrigt et fantastisk sexliv og er virkelig glade for hinanden og snakker om børn og ægteskab, så jeg tror ikke, det er der, problemet ligger.

Vi snakkede især i starten meget om, hvordan jeg skulle gøre, for at hun fik orgasme. Det sidste stykke tid har hun mere eller mindre opgivet at få mig til at lære det og har af manglende lyst udviklet en form for blokade for, at det kan lade sig gøre.

Mange hilsner

Hans

SVAR:

Kære Hans!

Desværre har mange mænd mindreværdsfølelse, hvis de ikke kan give deres kvinder orgasme, men ofte har det ikke meget med manden at gøre. Det er forståeligt, at du gerne vil give din kæreste orgasme ved at være inden i hende - det, man kalder en skedeorgasme - men mange kvinder har svært ved at få den slags orgasme.

At din kæreste har oplevet skedeorgasme med andre mænd, kan skyldes, at deres penis har været skabt, så den ved penetrering har ramt og stimuleret hendes g-punkt.

At hun kan få orgsame sammen med dig på andre måder, viser, at hun sagtens kan slappe af og overgive sig. Men det kan blive et problem, hvis hun har givet op, fordi det kan blive en ond tankespiral, der begynder, når sex kommer på banen.

Så hun skal øve sig i at tænke tanker som: »Det er dejligt, at vi har sex sammen«, »jeg nyder, at vi rører hinandens kroppe«, »jeg giver slip og ønsker orgasme« osv. - altså bruge den kognitive metode til at påvirke kroppen og opnå det, I gerne vil.


Stimulation tre steder
Sagkundskaben mener, at hvis kvinden stimuleres på tre erogene zoner på én gang, er der meget større sansynlighed for orgasme. Det kan f.eks. være skede, klitoris og bryst, så sørg for at indtage stillinger, der tillader stimulation tre steder på én gang. Eksperimenter også med forskellige stillinger.

Nogle gange kan det påvirke kvinden psykisk, når hun møder den mand, hun vil giftes med og have børn med, hvorved hun kan blive tilbagetrukket i den seksuelle frihed - "pæn pige-syndromet".

Så synes jeg, at I skal prøve "klassens time", hvilket i denne forbindelse betyder, at hun skal undervise dig i, hvordan hendes underliv fungerer, og hvad der skal til. Når vi instruerer hinanden under sex, så kan vi føle os forlegne, og på et tidspunkt synes vi, det er for pinligt eller akavet at blive ved med at rette, og så stopper vi, men i klassenes time er det eneste formål at vejlede, afprøve, eksperimentere og teste, uden at det handler om sex eller orgasme.

Så beslut dig for at blive en nørdet ekspert i hendes underliv, bed hende undervise dig og vær opdagelsesrejsende. Stop, når I er færdige, og hav ikke sex i klassens time-legen.

Hvis ikke noget af ovenstående virker, vil det nok være godt for jer at søge professionel hjælp, evt. hos en sexolog, så den manglende orgasme ikke kommer til at påvirke jeres liv og samvær.

Kærlig hilsen

Rikke

Kontakt: mail@rikkethuesen.dk eller mobil 20 19 40 96 / 26 50 13 00
Design & Foto: Boost Company