Hvorfor bliver så mange skilt i Danmark?

Jeg sidder nede i Vence i Frankrig og kender ikke noget til statistikker, men mener dog at vide, at den danske skilsmisseprocent er horribel høj.

Uden at ville idolisere fundamentalistiske religioner og levevis er det mit indtryk, at muslimer i Danmark ikke har så stor en skilsmisseprocent som etniske danskere.

Danmark er et skønt, demokratisk samfund, men er det ikke trist med de mange skilsmisser, og kan du prøve at fokusere på problemet?

Jeg er en ældre herre, og da jeg og mine venner var unge i 70'erne, begyndte tendensen til, at man gik fra hinanden, hvis både mand og kone ville have overkrydderen.

Når jeg var bekymret, sagde mine skilsmisse-venner: Du skal ikke være ked af det. Ungerne ser frem til, at vi går fra hinanden, og de holder meget af deres papfar/-mor.

Nu er disse unger i 30-40'erne, og de historier, jeg hører, er forfærdelige.

Børnene har været ulykkelige, og de kunne ikke udstå de nye "forældre", og deres verden var ofte knust. De skulle forlade de trygge omgivelser og gang på gang finde nye legekammerater og nye venner.

Håber, du vil skrive om dette problem og måske være med til at dæmme op for de forvirrede, forkælede unge danskeres kaninagtige levevis.

Otto Barreth

SVAR:

Kære Otto

Mange tak for dit brev.

Det er dejligt at vide, at jeg når helt til Frankrig.

Jeg vælger at fokusere på parforholdet i almindelighed og ikke set i lyset af ophav eller kulturel baggrund, men sjovt nok skal jeg i dag holde foredrag for en gruppe danske kvinder om forhold, sex og samliv, og ud fra de spørgsmål, som jeg er blevet tilsendt, virker det, som om det er de samme problemstillinger, der optager kvinderne fra både den ene og den anden oprindelse.

Jeg er enig med dig i, at vi har haft en lang periode, hvor man kastede håndklædet i ringen, for hvad der ligner bagateller. Men nissen flytter ofte med, og man indleder et nyt forhold, og efter en tid opstår der igen problemer, og for nogle bliver konsekvensen en evig søgen efter den rette, hvor man flytter fra forhold til forhold, aldrig er helt tilfreds og altid med fokus på de mange fejl, som den anden har. Andre kapitulerer og får forholdet til at fungere eller overlever i et glædesløst forhold, hvor man i bedste fald er hinandens praktiske bagland og en god ven.

Og så er der den tredje gruppe - som heldigvis er voksende. Det er de mennesker, der tager ansvar for deres del af forholdet, og som tager bolden hjem på egen banehalvdel og ser på, hvad de selv kan forandre for at få et dejligt, udviklende parforhold.

Det er den gruppe, der bl.a. søger hjælp hos en parterapeut eller går på kursus for at forandre indefra og skabe den tilværelse, som de ønsker.

Flere vil kæmpe
Det virker, som om vi er ved at flytte os fra forkælelsesmentaliteten og de hurtige løsninger til at tage ansvaret og kæmpe for det, der betyder noget.

Umiddelbart har mange dog stadig fokus på de fejl, som partneren har, og hvad vedkommende kunne forandre på og ændre, og hvis det så skete, ville deres forhold være så godt, så godt, og alt ville være fryd og gammen, men når man konfronteres med den tanke, kan de fleste godt se, at det jo ikke hjælper noget at tvinge den anden til forandring. Når først man indser, at man selv er herre over at skabe de positive forandringer i forholdet ved at justere på sin egen adfærd, så sker der noget.

Når man kommer op af skyttegraven og holder op med at bombardere den anden med kritik og skyld, kan man indlede genopbygningen af fundamentet i forholdet. Og når man først får talt ud om de ting, der har såret undervejs, og tilgiver fortidens fejl og slår en streg i sandet, kan man begynde at se fremad mod det forhold, man gerne vil leve i.

Tænk på børnene
Du nævner børnene som de store tabere, og jeg giver dig ret et langt stykke hen ad vejen.

Jeg er selv fra en lykkelig skilsmisse og var heldig at få en vidunderlig stedmor, og mine forældre havde et fornuftigt samarbejde, men jeg kan da se som voksen, at der har været konflikter, der skulle løses. I mit eget voksneliv har jeg også selv stiftet bekendskab med rollen som stedmor, og uanset hvor god kommunikationen er, er der mange sårbare områder i sammenbragte familier og i skilsmissefamilier. Jeg er ikke fortaler for, at man bliver sammen pga. børnene, for de trives heller ikke i et destruktivt familiemiljø, men jeg mener, at man har et ansvar som forældre til at gå langt for at løse de konflikter og problemer, der dukker op i ethvert parforhold, og at man, hvis det ender med skilsmisse, har en pligt til at sørge for, at samarbejdet mellem de voksne fungerer så gnidningsløst, at børnene ikke bliver ofre i forældrenes kamp. Det fortjener de ikke, og det ansvar skal de ikke bære på deres sårbare skuldre.

Kærlig hilsen

Rikke