Gode råd om sikker sex
Hej Rikke! Tak for din gode brevkasse.
Efter mange års ægteskab er jeg ude på det frie marked, og mit spørgsmål er: Hvad er sikker sex?
Jeg har været på nettet, men blev bare mere forvirret, så jeg har brug for din hjælp.
Specielt synes jeg, at jeg mangler infomation vedrørende oralsex, hvor gummi jo er en selvfølge eller hvad?
Jeg har haft to kollegaer, der er døde af aids, så jeg er blevet en meget "sikker pige". Den ene af mine afdøde venner var enlig mor, som døde, da datteren var 10 år gammel. Findes der videnskabelige undersøgelser, der kan dokumentere, hvordan man bedst muligt passer på sig selv?
Mange venlige hilsner fra den anonyme (Eva)
Kære Eva
Der er masser af muligheder for at beskytte sig mod kønssygdomme og mod aids og hiv, og da jeg tolker dig spørgsmål, som at du mangler information om, hvordan man sikrer sig mod at blive smittet med hiv, vil jeg primært koncentrere mig om at svare på det.
Det er altid en god ide at bruge kondom, når man dyrker sex med ikke-faste partnere, eller inden begge parter er blevet tjekket for sygdomme, hvis der er tale om et nyt, fast forhold.
De fleste sexsygdomme smitter ved, at parternes slimhinder berører hinanden, da slimhinderne er mere følsomme end vores udvendige hud. Slimhinderne sidder i skeden, endetarmen, under forhuden samt i munden.
Hiv-virus kan ødelægge kroppens immunforsvar, og bliver man hiv-smittet, kan man på længere sigt udvikle aids.
Husk kondom
Kondom sikrer både mod kønssygdomme som klamydia og syfilis, men også mod hiv-smitte, så det er altid en god ide at bruge kondom hver gang, at man dyrker sex med en ikke fast partner. Bruger man kondom, kan man også bedre slappe af og nyde sex, da man ikke behøver at være bange for at blive smittet med en sygdom - eller at blive gravid.
Den mest almindelige måde, som hiv smitter på, er ved samleje i skeden eller i endetarmen uden brug af kondom, og da sæd, skedevæske og blod har den højeste koncentration af hiv, er det vigtigt, at disse væsker ikke kommer i kontakt med mund, skede, endetarm, sår og slimhinder.
Sikker sex
Man kan nyde tungekys (med mindre der er sår i mundhulen), gensidig onani eller petting, kys og slik på kroppen - minus på kønsdelene. Hvis man dyrker oralsex, er der en lille risiko for at overføre hiv-virus, men risikoen regnes ikke for særlig stor. Specielt ikke hvis man undgår sædvæske og skedevæske i munden. Husk, at der kan komme lidt sædvæske inden udløsning, som også kan overføre smitte. Bruger man sexlegetøj som f.eks. dildo og analplug, er det vigtigt at rengøre dem grundigt og aldrig bruge dem på hinanden uden at rengøre dem inden.
Alternativt kan man bruge et kondom på dildoen. Husk godt med glidecreme.
Husk, at sex skal være sjovt og dejligt, og så længe man passer godt på sig selv og hinanden, er der god grund til at kunne slappe af og nyde sex. Hvis du har brug for at snakke personligt om hiv og aids, kan du trygt og anonymt ringe til aids-linjen på 33 91 11 19 alle dage fra kl. 9-23.
Kærlig hilsen Rikke