Hvor kan du aktuelt møde Rikke T?

Læs nyheder

Forelsket i en anden mand?

Jeg tror, at jeg er blevet forelsket i en anden mand, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg er gift, og vi har to børn sammen, men vi har gennem længere tid haft det knap så godt.

Det er ligesom, at hverdagen bare glider, men at vi har glemt hinanden undervejs. Så mødte jeg en anden mand, som jeg har snakket rigtig meget med, og som jeg føler, at jeg kan åbne mig overfor og være helt ærlig sammen med. Han forstår mig på en anden måde end min mand. Jeg ved ikke, om jeg er forelsket i ham, eller om det mest er fordi, at jeg er træt af livet derhjemme, og jeg tænker naturligvis også på vores børn, og hvad der vil ske, hvis vi går fra hinanden. Jeg er så forvirret over mine følelser, at jeg nærmest ikke kan finde ud af, hvad jeg føler. Hvordan får jeg klarhed? Skal jeg forlade min mand, eller hvad skal jeg gøre?

Hilsen Pia

Svar:

Kære Pia

Det lyder, som om at du er ved at falde i fælden om, at græsset er grønnere på den anden side, og hvis du udskifter manden, så ordner problemerne sig. Men sådan er det ikke. Der er ikke nogen genvej eller hurtig løsning på dit problem. Du må tage fat i problemets rod og for alvor finde ud af, hvad der sker i dig og i dit forhold.

Det sker for mange par, at man glemmer hinanden og forholdet i hverdagens trummerum. Desværre er det ganske normalt, at man negligerer forholdet og undlader at bruge tid på at pleje det, og langsomt, men sikkert glider man fra hinanden, afstanden bliver større og større, man bliver irriteret over partnerens fejl og mangler. En dag opdager man så, at følelserne for den anden mest består af ligegyldighed eller irritation, at man kun fokuserer på partnerens dårlige egenskaber, og at man faktisk næsten ikke kan se de positive egenskaber. Forholdet eksisterer reelt kun på grund af børn og praktiske omstændigheder. Når man dertil, kan det være utroligt svært at finde energi og lyst til at arbejde på at forbedre forholdet, og samtidig åbner man sig desværre også i højere grad for andre, og her er det så ofte, at man får varme følelser for et andet menneske.


Undgå en tredje person
Inden jeg kommer med forslag til, hvordan du kan takle problemerne i dit forhold, vil jeg lige kommentere på din forelskelse i den anden mand. Det er meget typisk, at man falder for en anden, hvis man er i et dårligt forhold, og det er så nemt at få det hele til at se meget bedre og tillokkende ud, når man sammenligner med det derhjemme. Man tror på, at det hele vil blive meget bedre, hvis man indleder et nyt forhold til en anden, men det gavner ikke noget som helst - tværtimod.

Hvis man virkelig vil arbejde for at forbedre sit forhold, skal man ikke inddrage en tredje person. Det er som at slås mod vindmøller, for tredjeparten vil altid score flere point end den derhjemme, da man jo kun ses i overskudssituationer, hvor man glæder sig til at være sammen og kun har tiden sammen for øje og dermed kan give det bedste af sig selv.

Mit første råd er, at du siger farvel til ham, som du tror, du er forelsket i. Når du er så langt, er det tid til at tage fat om problemerne i dit forhold, og her er den bedste start at få talt ud sammen. Sig til din mand, at du har brug for en snak om jeres forhold, og at du helt specifikt vil tale om, at du ikke har det godt, hvad der er galt, og hvordan I kan ændre på det.

Få børnene afsat en aften eller en weekend, så I har tid til at tale uden forstyrrelser, og beslut, at I vil tale og lytte med respekt og forståelse. En sådan snak kan desværre ofte ende med en gang mudderkastning, der handler om, hvem der har mest skyld eller ret, men skyld er fuldstændig ligegyldig, for det forandrer ikke noget i jeres forhold. Fakta er, at I har det dårligt, og at noget må ændres. Her er det lige meget, hvem der er skyld i hvad. Det handler om at se fremad og finde ud af, om der er lyst og energi til at arbejde på forbedringer.


Få en konstruktiv snak
Forsøg at tale så åbent som muligt, og tal ud fra dine egne følelser. Hvis begge taler for at blive forstået frem for at få ret eller overbevise den anden, er det langt mere konstruktivt.

Husk, at ting tager tid. I har sikkert brugt mange år på at nå dertil, hvor I er nu, og desværre forventer mange par, at deres problemer skal løses nu og her, men I må indstille jer på, at det tager tid at ændre på vaner og mønstre. I må derfor væbne jer med tålmodighed og give plads til, at I begge skal lære noget nyt. For mange er det en hjælp at opsøge en parterapeut, som kan sikre, at I begge bliver hørt, og som kan give jer nogle redskaber til det arbejde, I nu skal i gang med.

Måske viser det sig, at I beslutter jer for at afslutte jeres forhold, men forskellen på at kaste håndklædet i ringen nu og på at bruge tid på at få talt sammen er, at du opnår større klarhed og sikkerhed i din beslutning om, hvad der skal ske i dit forhold, og at du lærer mere om, hvad der er vigtigt for dig, og hvad dit eget ansvar er.

Held og lykke med det hårde, men udviklende arbejde, som du skal i gang med.

Rikke

Kontakt: mail@rikkethuesen.dk eller mobil 20 19 40 96 / 26 50 13 00
Design & Foto: Boost Company