Hvor kan du aktuelt møde Rikke T?

Læs nyheder

Forblændet af en anden mand

Jeg læser ofte din brevkasse og har nu brug for et godt svar. Jeg er en pige i midten i 30'erne, som bor sammen med min kæreste gennem 11 år, og vi har to børn.

Hej Rikke!

Sidste år mødte jeg en fyr i byen, som jeg kyssede lidt med, og dagen efter skrev han, at han gerne ville have kontakt og som tiden gik, udviklede vi et forhold, hvor vi så hinanden et par gange om ugen. Nogle gange kort i frokostpausen - nogle gange på hotel.

Efter et halvt år blev vi opdaget af hans kone, som læste sms i hans mobil, og selv om de netop havde fået et barn sammen, ville han forlade hende, og vi skulle flytte sammen. Han skiftede dog mening, og det endte med, at han blev hos konen og stoppede forholdet til mig.

Han mente, at han skulle blive i sit forhold og være en god far, selv om han stadig er forelsket i mig. Det sårede mig meget, men vi har stadig kontakt pr. sms, og han siger, at når tingene er kommet i ro derhjemme, vil han stadig forlade hende, så vi kan være sammen.

Min fornuft siger, at jeg skal glemme ham, men jeg har aldrig været så forelsket før, og han siger det samme om mig. Jeg overvejer at kontakte konen og fortælle hende sandheden om mig og ham, men jeg ved ikke, om jeg får noget ud af det.

Jeg vil gerne høre din oprigtige mening om, hvad du synes, at jeg skal gøre. Og hvordan jeg evt. skal komme mig over ham, og om du kan se, at det kan blive til noget mellem os. Jeg vil desuden gerne høre din mening om, hvorfor han stadig holder kontakt, og om jeg skal give min nuværende kæreste og vores forhold en ny chance. Tror du, at jeg kan få noget ud af at kontakte hans kone og fortælle hende sandheden? Jeg er virkelig forelsket og ønsker at få et liv sammen med ham.

Hilsen den ulykkelige.

Kære Ulykkelige.

Det er en farlig masse rod, som du har skabt for dig selv, og siden du beder om min oprigtige mening, skal du få den. Jeg synes, at du skal tage skyklapperne væk og se, hvad der sker omkring dig. Han vil aldrig forlade sin kone, og hvis han gør, bliver det ikke for at blive din. I samme sekund han blev afsløret, krøb han op i kassen og blev hos konen, og derefter holder han dig lunken, så han har lidt at varme sig på. Du er en sjov, sød affære, som giver ham lidt sjov og spænding, men han er ikke interesseret i at opgive familien for din skyld. Hvis han virkelig elsker dig, og han var en mand med mod og handlekraft, ville han tage konsekvensen og forandre tingene.

Og helt ærligt - ville du virkelig have en mand, der opfører sig sådan. Hvad får dig til at tro, at han ikke ville gøre det samme mod dig, når jeres hverdag blev lidt grå og kedelig. Du er da meget mere værd og fortjener bedre.


Kontakt ikke konen
Du skal ikke kontakte hans kone, selv om jeg synes, at det er synd, at hun har en mand, der opfører sig sådan. Det er ikke din opgave at fortælle hende det.

Fokuser i stedet på dit eget forhold og familie. Det er muligt, at du ikke skal være sammen med din kæreste mere, men både du, han, jeres forhold og jeres børn fortjener, at du tager ansvar og forholder dig til, om dit eget forhold kan reddes og hvordan.

Du må tale med din kæreste og åbent og ærligt snakke om, hvad det er, der ikke fungerer. Hvilke forandringer der skal til, og hvordan I kan gøre det.

Find måder at få liv og fællesskab ind i jeres forhold. Tænk over de ting, I gjorde, da I var forelskede. Se på ham med positive øjne og mind dig selv om alt det gode, som han indeholder.

Få hjælp fra en professionel, hvis det er for svært at tale om og at finde ud af selv.

Du skal ikke lade dig forblænde af en forelskelse, men vågne op af prinsessedrømmen og vise ansvar.

Finder du ud af, at jeres forhold er brugt op, kan du i det mindste se dig selv i øjene og vide, at du har gjort, hvad du kunne.

De bedste ønsker fra Rikke

Kontakt: mail@rikkethuesen.dk eller mobil 20 19 40 96 / 26 50 13 00
Design & Foto: Boost Company